I denne weekend opdagede vi, til vores store ærgelse, at vores Emmaljunga klapvogn er blevet udsat for hærværk, mens den har stået i barnevognsburet i porten. Nogen har smidt glødende cigaretter eller fyrværkeri gennem tremmerne i buret, således at der kommet brændemærker i klapvognens sæde.
Det er beklageligt af flere grunde:
For det første, fordi vi selv skal bruge klapvognen, ihvertfald i et par år mere.
For det andet fordi den kostede omkring 4000 kr, og vi regnede med at kunne sælge den brugt, når vi er færdige med den, hvilket nu er umuligt.
For det tredie fordi vi rent faktisk fulgte bestyrelsens anmodning om at sætte klapvognen i buret istedet sikkert sammenklappet under trappen i opgangen. Hvilket vi nu fortryder.
Vi gik ind på sidstnævnte med den formodning, at det på trods vores skepsis var sikkert at gøre. Men vi må se i øjnene, at barnevognsburet ikke sikrer mod hærværk, da det af uransaglige årsager er lavet med trådnet, og ikke - hvilket forekommer mere hensigtsmæssigt - med faste vægge. Om ikke andet på grund af brandfare. Det burde være åbenlyst, at det faktisk er muligt at antænde vognene i buret.
Vi synes at det er dybt beklageligt, at man ikke kan have sine ting i fred i denne ejendom uden at de bliver ødelagt. Vi vil gerne opfordre til, at folk afholder sig fra denne vandalisme eller griber ind, hvis de finder sted. Vi skal være her allesammen og næste gang er det måske DIN cykel, klapvogn, cykelanhænger etc. det går ud over.
mvh Kristine og Mark